Stop selvkritisk tænkning!
januar 20, 2009
Alt for mange kvinder har problemer med lavt selvværd og en destruktiv selvkritisk tænkning.
Læs i denne artikel hvordan du kan komme af med din indre kritiske stemme.
Kom op af stolen og ændre din holdning til dig selv og dit liv.
Du har fortjent en opmuntrende indre stemme og ikke konstant kritik!
Det bedste du kan gøre her i livet er nok at ændre din holdning til dig selv.
Mvh
Redaktør Karina Bonnerup
Hvordan overvindes selvkritisk tænkning ? by michael pedersen
‘Selvværd består af nogle antagelser, vi har om os selv,
på baggrund af nogle erfaringer og oplevelser i vore liv’
At bekæmpe selvkritiske tanker (Hent Gratis Ebog på bloggen)
Det er vigtigt at arbejde med dine selvkritiske tanker, hvis du lider af lavt selvværd. For de selvkritiske tanker er omdrejningspunktet, der fastholder det lave selvværd, og den fastholder din lave selvopfattelse i en handlingslammet tilstand, hvor alt mod og handlekraft forsvinder.
‘Selv billedet’ kan her være, at du føler, du er svag, usikker og dum. Selvkritiske tanker bidrager til at lamme dig, fordi disse tanker bliver rene udløsere af følelser som skyld, skam, bedrøvelse, vrede, bitterhed og depression. Dit energiniveau daler og ofte føles det, som om du har bly i hele kroppen.
Selvkritiske tanker er hårde og urimelige ved dig selv
Et kendetegn, et karakteristika, for mennesker med lavt selvværd er, at de er meget hårde ved sig selv. Selvkritik er blevet en slags livsstil for dem. De leder du efter selv de mindste fejl ved sig selv og fortolker dem som beviser på deres egen utilstrækkelighed. Eller som bevis på, de er totale fiaskoer, og det aldrig bliver bedre. Selvkritikken kan gå på både det, de gør, og det de ikke gør. Ja selv det, at de kritiserer sig selv, kritiseres og ses som endnu et bevis på, hvor tåbelig de må være.
Selvkritiske tanker lammer dig ved at udløse tunge følelser
De selvkritiske ord udløser følelser og nogle af de ord, de selvkritiske tanker kan sige, er: Jeg er inkompetent, jeg er frastødende, jeg er uduelig, jeg er upassende, jeg er betydningsløs, jeg er værdiløs, jeg er dum, jeg er uønsket, jeg er for følelsesfuld, jeg er grim, jeg er usympatisk, jeg er svag.
Prøv at mærke, hvad de her sætninger gør ved dig, og forestil dig så at du siger de her tanker hver dag og næsten hele tiden.
Som negative automatiske tanker, der ‘fyrer’ flere den slags sætninger af. Det er almindeligt kendt, at straf ikke øger indlærings evnen, og at straf stresser. Det er også almindeligt kendt, at belønning og anerkendelse af menneskers gøren og væren skaber vækst og udvikling.
Det menneske, der lider under de negative selvkritiske tanker, straffes dagen lang, og stresses til at leve et liv med lavt energiniveau og lav udholdenhed over for kriser og belastninger. Mennesker, der døjer med lavt selvværd, siger ofte nej til muligheder og tilbud, som kunne skabe adspredelse, udvikling og glæde i deres liv.
Hent gratis ebog om overvindelse af selvkritiske tanker. Denne artikel er en del af serie på 10 artikler. Resten kan læses på http://blog.s-educator.org/2008/09/01/selv-kritiske-tankers-betydning-og-virkning-minikursus-gratis-ebog-som-afslutning/ med 10 artikler, gratis ebog med trænings skemaer, podcast og video guider om overvindelse af selvkritisk tænkning.
Article Source: Artikelpuljen | Gratis danske artikler | Creative Commons
Sådan ændrer du dine vaner
januar 20, 2009
Her er en artikel jeg fandt interresant. Jeg håber også du kan få noget ud af den.
Mvh
Redaktør Karina Bonnerup
![]()
Sådan ændrer du dine vaner
af Kim Malchau
Det er svært at ændre vaner, men det kan godt lade sig gøre. Her får du svaret på hvordan du gør.
Det begynder med dine tanker
Vær opmærksom på dine tanker, for de bliver til dine holdninger. Det, du tænker, tænker du flere gange, og jo mere du tænker over noget, jo mere over beviser du dig selv om, hvad du synes om en given ting. Tankerne bliver til dine holdninger.
Holdninger bliver til handlinger
Vær opmærksom på dine holdninger, for de bliver til dine handlinger. Du handler ud fra det, du synes er rigtigt og forkert. Synes du det er i orden at gå overfor rødt, så går du overfor rødt. Synes at man altid skal have en regning på et stykke udført arbejde, får du ikke lavet noget sort.
Handlinger bliver til vaner
Vær opmærksom på dine handlinger for de bliver til dine vaner. Når du har tænkt dig frem til en holdning og du handler efter din overbevisning tænker du ikke nøjere over hvorfor du gør som du gør. Det sker bare. Og jo mere det bare sker, desto mere fremavler du en vane.
Lav om på dine vaner
Om forfatteren
Kim Malchau har i mange år arbejdet med ledelse og personlig udvikling gennem sit engagement i Det Danske Spejderkorps.
Artiklen er fra: Gode Artikler - Sådan ændrer du dine vaner
Du KAN købe lykke!
september 22, 2008
Denne artikel handler om hvordan en ny undersøgelse fortæller at du faktisk kan købe lykke.
Det er ofte blevet sagt at du ikke kan købe dig til lykke; men en ny undersøgelse gør faktisk op med denne betragtning.
Du kan købe lykke.
…Men måske ikke lige på den måde du tror.
Det at have mange penge og købe nye ting er ikke det der menes med denne udtalelse.
Vi har jo alle hørt om de kendte og rige der selvom de tilsyneladende har alt man kan ønske sig er ulykkelige og bruger formuer på psykologer.
Glæden ved at købe nye ting er kortvarig og flygtig. - Hvilket enhver shopaholic ved.
Man bliver selvfølgelig glad for at få flere penge, som f.eks. en lønstigning, men man vænner sig hurtigt til den nye levestandard og heller ikke her varer lykkefølelsen ved.
- Men hvordan kan man så købe lykke?
Nye undersøgelser fra Harvard Business School og University of British Columbia viser at vi kan ”købe” glæde ved at bruge penge på andre.
Ifølge undersøgelsen skulle man altså blive mere glad for at bruge penge på andre, end for at bruge dem på sig selv, selvom man ikke umiddelbart selv tror det.
I forbindelse med undersøgelsen blev omkring 630 mænd og kvinder udspurgt om ting, som hvor stor deres indkomst var, hvad deres udgifter var, hvor mange penge de brugte på dem selv og hvor mange penge de brugte på andre og på velgørenhed. Derudover blev de også bedt om at vurderer deres lykkefølelse.
Resultatet af undersøgelsen viste at de der brugte mange penge på andre (uanset deres indkomstniveau) også havde en større lykkefølelse; men at det ikke havde nogen effekt hvor mange penge folk brugte på sig selv.
Andre lignende undersøgelser viste det samme resultat.
Man behøver derfor ikke vinde i lotte for at blive lykkelig. I stedet skal man jævnligt gøre små gode gerninger, så får man generelt en bedre lykkefølelse.
Nu behøver du så ikke løbe ud og bruge alle dine penge på gaver til dine venner og velgørenhed.
Faktisk skulle en lille donation på blot omkring 25kr være nok til at øge ens lykkefølelse samme dag.
Det er altså ikke hvor mange penge du har, der gør dig lykkelig; men hvordan du bruger dem.
Glæden ved at give varer længere end glæden ved at eje.
Undersøgelsen blev offentliggjort i bladet Science i marts 2008.
Hvis du er blevet inspireret af denne artikel og ønsker at donerer til en velgørende organisation, så læs denne artikel om hvordan du GRATIS kan donerer mens du handler på nettet gennem engodsag.dk
Min egen “Bucket List”
september 17, 2008
Bucket List
Ting jeg gerne vil nå inden ”jeg stiller træskoene”
– Eller som det hedder på engelsk”before I kick the Bucket”.
Her er en liste over ting jeg gerne vil nå i mit liv. Brug den som inspiration til at skrive din egen “Bucket list”. Det er vigtigt at sætte sig nogle mål og have nogle drømme.
Jeg har sat nogle billeder ind på listen for at se om lidt visualisering kan hjælpe med til opfyldelsen af drømmene.
• Udgive min egen musik
Hør min sang “Cry me a river” på www.karinabonnerup.dk
• Skrive blog

• Designe kjoler
• Ha’ det sjovt
• Giftes i en have-pavillion i Las Vegas
• Svømme med delfiner
• Sejle langt ud på Oceanet.
• Tage ud på en øde ø
• Eje en Helikopter/privatfly
• Wellness
• Få Skønhedsbehandling
• Se Fyrværkeri show i Disneyland
• Have en Personlig assistent der fikser alt for mig
• Køre Cabriolet
Find selv flotte billeder til din egen “Bucket List”
Læs også min anmeldelse af filmen “The Bucket List”
Et lille skridt kan ændre dit liv - med kaizen
juli 9, 2008
- Selv den længste rejse starter starter med et skridt -
Sådan lyder en gammel talemåde og i denne artikel lærer du hvordan du kommer langt med små skridt.
God læse lyst!
Mvh
Redaktør - Karina Bonnerup
Af: Marian Prestage
”Når jeg står over for den trøstesløse umulighed af at skrive 500 sider, lægger en kvalmende fornemmelse af fiasko sig omkring mig, og jeg ved, at jeg aldrig vil kunne gøre det. Så skriver jeg gradvist en side og derefter endnu en. En dags arbejde er det eneste, jeg kan tillade mig at tænke over”. Sådan sagde den berømte amerikanske forfatter og Nobelprisvinder John Steinbeck engang, og man må sige, at ”én dag ad gangen” og små skridt har virket strålende for ham!
Når alarmen går i gang
Rent videnskabeligt ved man, at der i vores hjerne findes en funktion, som styrer vores kamp-eller-flugt-reaktion. Således går denne ”alarm” i gang, når vi fx opdager, at en modkørende bil er på vej over i vores vejbane på landevejen, og dér er alarmen guld værd for vores reaktionsmønster og overlevelse. Men den går også i gang, når vi har første dag på nyt job og står overfor én eller anden ny udfordring i vores liv. Det vil sige, at vores hjerne er programmeret til at modstå forandring, og i mange tilfælde er det knap så hensigtsmæssigt at føle frygt, så vores handlinger, mod og kreativitet undertrykkes.
Betragt din frygt som en gave
Her kommer kaizen ind i billedet og kan hjælpe med at overvinde frygten for forandring. Hjernen må simpelthen beroliges. Byd frygten eller nervøsiteten velkommen og betragt det som en gave til kroppen, der gør dig parat til forandring. Føl frygten, smil – og gør det alligevel! Tag et lille skridt ad gangen.
Her er nogle kaizen-tips til at få styr på frygten:
- stil dig selv og andre små spørgsmål til dit mål
- find på små kreative handlinger og metoder til at nærme dig målet (stil spørgsmål hver dag i en periode)
- tænk små tanker og brug visualisering – forestil dig, at du udfører en handling på vej til dit mål (se, hør og mærk det)
- start med at løse helt små problemer
- giv andre små gaver, opmærksomhed og ros og husk at sige tak
- værdsæt dagens små øjeblikke og tag mentale fotos
Tak er et rigt ord
Der var engang en lægeklinik, der havde lang ventetid for patienterne, hvilket affødte stor utilfredshed, og mange af patienterne havde fundet en anden klinik. For at løse problemet foreslog medarbejderne bl.a. at investere i dyrt software, men i stedet fik de alle lejlighed til at tale om problemerne og kaste lys over de små ting, der faktisk fungerede i dagligdagen.
På baggrund af alle disse oplysninger fik klinikken et nyt sæt ”arbejdsregler”, som især gik på det menneskelige plan. Receptionisten skulle forklare hver patient grunden til ventetid; patienten kunne få ny tid eller tale med en anden læge; sygeplejersken eller lægen skulle undskylde for forsinkelsen, når patienten blev vist ind i konsultationen; receptionisten skulle sige ’tak’, når patienten forlod klinikken. På ingen tid steg tilfredsheden med 50% hos patienterne, og de holdt op med at søge andre steder hen. Der var stort set ikke brugt en krone på forbedringen.
Essensen i kaizen er en optimistisk tro på mulighederne for fortsat forbedring – skridt for skridt.
Hvad skal være dit første, lille skridt til at opnå netop det, der vil gøre en kæmpeforskel i dit liv lige nu?
Hvad er kaizen?
Det er en måde, hvorpå man opnår holdbare resultater gennem små, stabile skridt. De første skridt, man tager, er så små, at de ikke kan mislykkes! Processen er hverken anstrengende eller uoverkommelig.
Hvor kommer det fra?
Teknikken stammer fra USA, men blev især brugt af japanerne efter 2. verdenskrig, da de skulle genopbygge deres industri efter krigen. De kaldte teknikken ’kaizen’ og fik stor succes. Virksomhedernes produktivitet steg til uhørte grader, fx blev ansattes bedste små forbedringsforslag gennemført især i produktionen. Kaizens små skridt kan med fordel bruges på det personlige plan til at få succes.
Læs mere om kaizen:
”Kaizen – et lille skridt kan ændre dit liv” af Robert Maurer.
Forfatter resurse box: Om skribent og business-coach Marian Prestage, direktør for Bliss Coaching:
- Certificeret life- og business coach, NLP-practitioner
- Cand.mag. i engelsk og internationale forhold
- 10 års erhvervserfaring med formidling, kommunikation & sprog
- Website: www.bliss-coaching.dk
- Blog: http://ivaerk07coach.blog.com
Article From Gratis Artikler
Lever du i nu’et?
juli 9, 2008
Lev i nuet - Carpe Diem
Du har hørt det så tit…Vi skal leve i nuet; men hvordan?
I denne artikel får du et par tips.
Mvh
Redaktør - Karina Bonnerup
Af: Marian Prestage
Du kender det sikkert. Du står og taler med en person og opdager, at du egentlig slet ikke lytter efter, hvad han siger, men er i fuld gang med at lave en mental indkøbsseddel til den middag, du skal lave lørdag. Eller måske tænker du på de kløgtige ord, du selv skal fremføre bagefter.
Det handler om nærvær. Kunsten at kunne være til stede i det, du laver lige netop nu, fx læse en artikel, lægge børnene i seng, skrælle kartofler eller lytte til kollegaens historie.
”Når du står med et ben i fremtiden og et ben i fortiden, tisser du på nutiden”, er der én, der nok så poetisk en gang har udtalt. Med 100 ting i hovedet og endnu flere på skrivebordet kan det være en udfordring at være 100% til stede i nu’et. Hvor tilbringer du mest tid – i nu’et, fremtiden eller fortiden?
90% genbrugstanker
60.000 separate tanker siges vi at have i løbet af en dag (og omkring 90% er de samme tanker, som vi havde i går!). Så er det måske ikke så mærkeligt, at vi kan have svært ved at holde fast i nu’et og ryger ud på et sidespor.
Nærvær er at være til stede i nu’et. Og nu’et er det, der er! Nærvær er altså at være til stede i det, der er. Og fordi vi som mennesker har evnen til at tænke i alternativer til det, der er, kan vi være fraværende. Er du forvirret – så er her en øvelse:
Nærvær er noget, du mærker. Den nemmeste måde at føle nærvær på er at gøre noget, som overskrider din grænse for, hvad du tør. Det kan være at springe fra 3-meter vippen eller holde en slange i hænderne, eller hvad der nu udfordrer dig. Prøv så at holde et øjebliks pause i situationen (mens du holder slangen!), hvor du overhovedet ikke tænker på i går eller i morgen, men er 100% til stede i oplevelsen. Det er nærvær.
En anden og mindre ”farlig” øvelse er at gå langsommere, når du næste gang bevæger dig til fods på gaden eller ude i naturen. Vi har ofte en tendens til at skrue tempoet op og gå hurtigere, end det egentlig falder naturligt. Find det tempo, der føles ubesværet for dig. Det er også nærvær.
Frem og tilbage er lige langt
Jeg har ofte prøvet at gå fra fx køkkenet til vaskerummet for at hænge tøj op, men så griber jeg lige vandkanden for at vande en blomst på vejen, og på vej hen til blomsten så samler jeg lige avisen op fra gulvet… Ja, du kan selv digte videre. Det bliver man faktisk rundtosset af, men når man gør hver enkelt opgave færdig – hver for sig – så sparer man tid, frem for at være i gang med 3-4 opgaver på én gang. Og det er svært at være nærværende, når man ikke koncentrerer sig rigtigt om én opgave ad gangen.
Buddhistiske munke har en simpel teknik til at fastholde nu’et og være nærværende. Når de skal udføre en opgave, fokuserer de på opgaven inde i hovedet. På vej fra et sted til et andet kan de fx sige for sig selv ”går, går” eller, mens de spiser, ”spiser, spiser”. Det lyder meget enkelt og er simpelthen med til at fastholde fokus, så de ikke blive sidetracked.
Auto-piloten slår til
Vi går i ”auto-pilot” i mange af de ting, vi foretager os, fordi det er en vane. Vi har gjort det så mange gange før. Tænk på dengang, du lærte at cykle, og hvor naturligt det falder dig i dag. Du tænker ikke på, at du skal holde balancen og træde i pedalerne. Du gør det bare. Prøv at kaste auto-piloten af dig for en dag og mærk, hvordan det føles at cykle, som var det første gang, du mestrede kunsten. Så bliver man som barn igen. God tur ud i nu’et!
Forfatter resurse box: Om skribent og coach Marian Prestage, direktør for Bliss Coaching:
- Certificeret life- og business coach, NLP-practitioner
- Cand.mag. i engelsk og internationale forhold
- 10 års erhvervserfaring med formidling, kommunikation & sprog
- Website: www.bliss-coaching.dk
- Blog: http://ivaerk07coach.blog.com
Article From Gratis Artikler
Følg Dit Hjerte
juli 9, 2008
Denne artikel er en lille sød historie med en morale om hvor vigtigt det er at gøre det du føler for i dit hjerte.
Mvh
Redaktør - Karina Bonnerup
af Jakoblh
At følge sit hjerte
Ordene kommer sporløst krybende hen over papiret som en flok dræbersnegle i fløjlssokker - i rolig vished om at indeholde al succes’s DNA og med en selvfølgelighed som om de ejede stedet: “.. følg .. dit .. hjerte!”
Den magiske besværgelse dukker op hver gang vi åbner en bog eller brochure om personlig udvikling; ordene spiller på vores følelser, fordi de handler om både mål og midler i vores jagt på selvudfoldelse.
Så hvordan lærer vi at blive bedre til at følge vores hjerter?
Lad os begynde med at få noget inspiration - fra en pige, der i slutningen af mit sidste skoleår gav mig et eksempel på at følge sit hjerte, som jeg aldrig glemmer.
At (for)følge sin udkårne
Marlene gik i min parallelklasse; hun havde langt lyst hår og et drømmende udtryk i øjnene. Hun var hvad man kalder enfoldig, og nød det privillegium at gå rundt og opføre sig aldeles uskyldigt – uden, som vi andre, at blive afkrævet en passende portion teenagesarkasme.
Drengene fra parallelklassen opfordrede med mellemrum Marlene til at gå modeshow i klassen, og jeg husker tydeligt første gang jeg så det. Pigerne i klassen sad med himmelvendte øjne og et dæmpet kor af “Aaj, hvor er I lede” til drengene, der piftede opmuntrende til Marlene.
Det virkede ikke til at Marlene syntes det var ledt: stolt som en dronning, og med et smørret, hemmeligt smil, som om det hele var næsten for godt til at være sandt, gik hun rank op og ned gennem rækkerne af skoleborde, iført sit lilla sjal, der flagrende efter hende som et sørøverflag.
Hele seancen varede et par minutter, og når klokken havde ringet ind til næste time sad hun, let rød i kinderne, og smilede henført for sig selv.
Jeg så hende normalt kun i fransktimerne, hvor de to klasser var slået sammen, og vi sad ved siden af hinanden. Det blev hurtigt tydeligt at Marlene syntes godt om mig, hvilket resten af klassen ofte gjorde mig pinligt opmærksom på. “Hvad så, Marlene? Skal I giftes?”
Hun sagde ikke meget, med sad bare og så salig ud, især når jeg havde glemt mine franskbøger og vi begge to skulle læse af hendes bog. Hun havde en aura af noget rent og engleagtigt over sig, og hvis jeg kunne se auraer, tror jeg at hendes ville have set ud som lyset fra en blændende stadionprojektør, der stråler ind igennem glasmosaikken i en kirke.
Festen
Vi var nået til slutningen af skoleåret, da en klassekammerat ringede mig op med triumf i stemmen: forældrene var væk i weekenden, så nu havde vi chancen for at holde årets fest. Klassekammerater blev inviteret, alkohol købt ind, musik nøje udvalgt, og begejstringen holdt i live med en påpasselig opmærksomhed som normalt er forbeholdt ens 2-3 første kæledyr.
Det var vigtigt med forberedelserne, for de helt rigtige piger ville komme; piger, der med et enkelt blik kunne få dit kognitive apparat til at smelte om til en defekt chip på et lykønskningskort, og efterlade dig med skærende pibestemme og intelligens som et stykke pap.
Den store dag oprandt, og jeg var på vej gennem villakvarteret hvor min kammerat boede, da jeg rundede et hjørne og stødte på Marlene. Det var første gang jeg så hende udenfor skolen.
Hun var ude at gå tur med en kæmpestor Sankt Bernhardshund, med en tunge på størrelse med en dørmåtte dinglende ud af gabet. “Hej Jakob”, sagde hun med et overrasket smil. Hundens store øjne så anerkendende på mig, og jeg tænkte et kort øjeblik at Marlene havde udpeget mig på klassebilledet og at hunden genkendte mig.
Vi skulle samme vej og fulgtes ad et stykke vej uden at sige noget.
Som vi gik der i forårssolen indså jeg pludselig, med mange af klassekammeraterne i farvandet, at nogen ville se os. Sammen. Jeg gik ikke længere på fortorvet, men på en bjergkam i den sociale verdens yderområder: når du er 17 og på vej til årets fest, så kan du ikke troppe op på dørtrinnet med Marlene og hund.
Dommedag nu
Tilfældighedernes ocean skyllede ind over mig,; jeg kunne vælge at lade mig opsluge eller jeg kunne gøre noget. “Øh, jeg har har lidt travlt, Marlene”, begyndte jeg undskyldende, “Jeg skal skynde mig, så ..” Marlene nikkede bare: “Ok.”
“Godt reddet”, tænkte jeg og satte farten op. Jeg var ved at løfte hånden op til en afskedshilsen, da Marlene rullede hundesnoren en ekstra gang rundt om håndleddet og accelererede; hun havde åbenbart tolket min afvisning som en anmodning om at sætte tempoet op.
Så nu gik vi der - åh så yndigt - og meget hurtigt hen ad fortorvet.
Hvis jeg syntes situationen havde været kritisk for et øjeblik siden, så var den lige blevet værre: hvordan skulle jeg nogensinde forklare min opførsel: at jeg kommer tonsende igennem villakvarteret med Marlene og en Sankt Bernards hund?
At vi smålunter afsted sammen som et indgroet kærestepar?
Situationen blev gennemstrømmet af en følelse af uvirkelighed, som i en drøm, hvor surrealistiske bizariteter både kan og vil ske; jeg begyndte at løbe. Marlene begyndte at løbe. Det hele foregik i slow motion. Nu løb vi sammen gennem villakvarteret, forbi de pæne huse med deres nydeligt klippede hække: mig, spurtende afsted som gjaldt det mit liv, og lige i hælene Marlene; med et henrykt smil og røde kinder, så fuld af glæde, som om vi var på stranden for første gang siden havene var tøet op og strejfede kåde omkring vandet til tonerne af “Chariots of Fire”.
Bag os kom hunden, hoppende op og ned som et kæmpe egern, tungen slaskende ud af munden, med et ustyrligt grin i sit store hundehovede.
At finde ind til dit hjerte
Der er mange måder vi kan komme i kontakt med vores hjerte på - gå en lang tur i skoven eller parken, snakke med vores partner, med en ven, slukke for TV, mobil og computer, sætte os ned i nogle minutter uden at gøre noget, lytte til noget af det musik som rører os mest, som får os til at føle os stærke og ægte, og spørge os selv: “Hvad er det jeg vil have i mit liv?”
Og så kræver det mod at følge sit hjerte; vi er måske nødt til at gøre nogle ting, eller være på en måde, som andre ikke synes er cool, og vi tillægger ofte andres mening om os stor værdi.
Hvis vi ikke tænker over hvad andre tænker - hvis vi som Marlene går modeshows og forfølger vores udkårne med et rent hjerte uden frygt og bagtanker - så behøver vi ikke så meget mod (fordi vi ikke producerer så meget frygt).
Men når vi kun er optaget af at bevare vores “cool” over for andre, så betyder det samtidigt at vi må ignorere en masse andre ting - fx de ting der betyder mest for os. At følge vores hjerte betyder derfor at vi må finde modet til at handle på budskaberne fra vores indre, også når de står i modsætning til vores ønske om at se godt ud i andres øjne;
Hvis vi ikke går helhjertet efter det vi vil have - så ender vi med halvhjertet at løbe fra alle de ting vi ikke vil have.
Og livet følger efter :)
Om forfatteren
Jakob Liebe Hansen, 35 år, er cand. mag. i Kognitiv Semiotik. Besøg hans hjemmeside på www.liebecoaching.dk og prøv Øvelse i at følge dit hjerte.
Artiklen er fra: Gode Artikler - Følg Dit Hjerte





















Loading ...