Du KAN købe lykke!
22. september, 2008
Denne artikel handler om hvordan en ny undersøgelse fortæller at du faktisk kan købe lykke.
Det er ofte blevet sagt at du ikke kan købe dig til lykke; men en ny undersøgelse gør faktisk op med denne betragtning.
Du kan købe lykke.
…Men måske ikke lige på den måde du tror.
Det at have mange penge og købe nye ting er ikke det der menes med denne udtalelse.
Vi har jo alle hørt om de kendte og rige der selvom de tilsyneladende har alt man kan ønske sig er ulykkelige og bruger formuer på psykologer.
Glæden ved at købe nye ting er kortvarig og flygtig. - Hvilket enhver shopaholic ved.
Man bliver selvfølgelig glad for at få flere penge, som f.eks. en lønstigning, men man vænner sig hurtigt til den nye levestandard og heller ikke her varer lykkefølelsen ved.
- Men hvordan kan man så købe lykke?
Nye undersøgelser fra Harvard Business School og University of British Columbia viser at vi kan ”købe” glæde ved at bruge penge på andre.
Ifølge undersøgelsen skulle man altså blive mere glad for at bruge penge på andre, end for at bruge dem på sig selv, selvom man ikke umiddelbart selv tror det.
I forbindelse med undersøgelsen blev omkring 630 mænd og kvinder udspurgt om ting, som hvor stor deres indkomst var, hvad deres udgifter var, hvor mange penge de brugte på dem selv og hvor mange penge de brugte på andre og på velgørenhed. Derudover blev de også bedt om at vurderer deres lykkefølelse.
Resultatet af undersøgelsen viste at de der brugte mange penge på andre (uanset deres indkomstniveau) også havde en større lykkefølelse; men at det ikke havde nogen effekt hvor mange penge folk brugte på sig selv.
Andre lignende undersøgelser viste det samme resultat.
Man behøver derfor ikke vinde i lotte for at blive lykkelig. I stedet skal man jævnligt gøre små gode gerninger, så får man generelt en bedre lykkefølelse.
Nu behøver du så ikke løbe ud og bruge alle dine penge på gaver til dine venner og velgørenhed.
Faktisk skulle en lille donation på blot omkring 25kr være nok til at øge ens lykkefølelse samme dag.
Det er altså ikke hvor mange penge du har, der gør dig lykkelig; men hvordan du bruger dem.
Glæden ved at give varer længere end glæden ved at eje.
Undersøgelsen blev offentliggjort i bladet Science i marts 2008.
Hvis du er blevet inspireret af denne artikel og ønsker at donerer til en velgørende organisation, så læs denne artikel om hvordan du GRATIS kan donerer mens du handler på nettet gennem engodsag.dk


Loading ...